Den Manglende Skoleparathed

02/01/2018

Børne – og socialminister Mai Mercado mener, man bør kunne stille krav til, at børn er opdraget. Det er i den forløbne måned kommet frem, at mange børn ikke er skoleparate, når de skal i 0.klasse. Mai Mercado bad i den forbindelse danske forældre til småbørn tage sig sammen og begynde at opdrage deres børn, så de bliver skoleparate. Problemet er bare, at det i Danmark ikke længere er forældrene, der opdrager deres børn. Den opdragelse foregår i institutionerne. Danske småbørn er nogle af de børn i verden, der tilbringer mest tid i institutioner.

Opdragelse sker som bekendt der, hvor barnet tilbringer sine vågne timer. Så hvis børnene ikke er skoleparate, må det skyldes det, der foregår – eller ikke foregår – i institutionerne. De institutioner, der gennem de sidste mange år er blevet personalemæssigt udsultet i en sådan grad, at det enkelte barn kun får meget begrænset omsorg, opmærksomhed og nærvær; tre helt nødvendige komponenter i opdragelsen af børn.

Mange børn er ikke i stand til at sidde stille, lytte efter, og modtage en kollektiv besked. De kan ikke styre sig nok, til at de kan være i et klasselokale. Som børnepsykolog er jeg ikke forundret. Det, vi ser, er jo blot konsekvensen af den mangel på omsorg på grund af manglende ressource, som de danske institutioner er underlagt. Dette er ikke en kritik af vores meget dygtige pædagoger. Det pædagogiske område er blevet beskåret i sådan en grad, at det er svært for pædagogerne at yde det stykke arbejde, som de er uddannede til.

Små hjerner har brug for ro til at udvikle sig. For meget stress-hormon (kortison) i hjernen over for lang tid hos et 0-2 årigt barn giver en dårligere udvikling af hjernen. De hjernefunktioner, der bliver påvirket, er f.eks. det at skabe overblik, at konsekvensberegne, at styre sin adfærd og at koncentrere sig. Resultatet af for meget stress hos små børn giver derfor symptomer som dem, børn med ADHD udviser: koncentrationsbesvær, manglende overblik, svært ved at styre sine følelsesudbrud, svært ved at beregne konsekvenserne af egne handlinger samt en overfølsomhed overfor stressfyldte situationer. Lyder det bekendt? Lyder det ikke præcis som en gruppe af småbørn, der ikke er skoleparate?

Der er to ting ved institutionerne, der stresser de helt små børn. Alle dyrebørn, herunder mennesker, har et biologisk baseret tilknytningssystem, der sørger for, at de holder sig fysisk tæt til deres forælder. Det er en slags overlevelsessystem. At holde sig tæt på sin forælder betyder sikkerhed og tryghed og beskytter det lille barn mod verdens farer. Når det lille barn kommer for langt væk fra sin forælder aktiveres tilknytningssystemet, og der udløses stress-hormon i hjernen. Det samme sker, når de små børn kommer i institution. Hermed får hjernen ikke de gode muligheder for at udvikle sit fulde potentiale, som det ellers ville have haft.

Efter noget tid vænner børnene sig til institutionen, og de vænner sig til at være adskilte fra deres forældre – hvis der altså er nogle andre kærlige omsorgsfulde voksne omkring dem. Det er helt på linje med, at børn vænner sig til at blive passede af deres bedsteforældre. Men de institutioner, danske småbørn i dag bliver passet i, kan ikke sammenlignes med at blive passet hjemme hos bedsteforældrene. Mange institutioner er i dag et sted, hvor der ikke altid er nok voksne til at samle barnet op, hvis det bliver kede af det eller bange og sidder og græder. Når et lille barn græder, udløses der også stresshormon i hjernen. Det kan barnet sagtens klare over den korte periode, der går, indtil far eller mor, mormor eller morfar trøster det. Det, børn ikke kan klare, er at græde for ofte og for længe. Så bliver stresspåvirkningen af hjernen for voldsom. Sker det igen og igen begynder det at få betydning for hjernens udvikling og give symptomer, der ligner ADHD. Så det barn, der igen og igen sidder i vuggestuen og græder uden der er nogen, der har tid til at trøste det; det barn risikerer at få ADHD-lignende symptomer. Lyder det bekendte?

Vores børn har brug for at vokse op i et andet miljø, end det vi tilbyder dem i dag. Vores små børn har behov for at vokse op i tæt samspil med voksne, helst deres far og mor.

Hvis vi vil have skoleparate robuste børn, der er velregulerede såvel følelsesmæssigt som adfærdsmæssigt, så må vi til at tænke om igen. Vi må forstå og acceptere, at de små børn har behov for den ro og omsorg, som deres forældre kan give dem. Vi skal til at forstå, at de bedste til at opdrage og give omsorg til småbørnene er og bliver deres far og mor. Institutioner er bare ikke den bedste løsning for helt små børn. Hvis vi alligevel vil have de helt små børn i institution, så må vi sørge for, at der er nok omsorgsfulde voksne til at trøste børnene, når de bliver kede af det eller bange; at der er nok voksne til at hjælpe børnene, når de bliver vrede og udad-reagerende, at der er nok voksne, der støtter børnene, når de synes, noget er svært. Kun på den måde lærer vi børn, hvordan de skal forvalte deres følelser og deres adfærd og kun på den måde får vi de robuste velopdragne børn, Mercado efterspørger.