Denne terapiform tager udgangspunkt i, hvad du er god til, og hvad du kan og selv gerne vil. Udgangspunktet er også, at du har den styrke, der skal til, for at løse dine problemer. Du skal hjælpes til at finde styrken og til at bruge den.
Behandlingen arbejder typisk med at finde de situationer, hvor du har det godt eller har mindre problemer. Hvad gør, at det går godt i disse situationer, og hvordan kan det bruges til at få det bedre i andre situationer? Hvad er de indre styrker, som kan hjælpe til, at man klarer sine problemer, og opnår det man ønsker med sig selv? Løsningsorienteret behandling er bygget op om løsningsfokuserede - eller fremtidsorienterede spørgsmål, hvor det aktuelle problem ofte træder i baggrunden under selve behandlingen. Hvor klassiske behandlingsformer er orienteret omkring problemer, er denne behandling mere centreret om den fremtid eller det mål, et menneske eller en familie måtte ønske.
Min erfaring er, at mennesker godt kan lide denne behandlingsform, fordi den fokuserer på det, som de er gode til, og fordi det styrker deres selvtillid.
Behandlingen er ofte af kortere varighed med bare 3-4 møder, men klienten afgør selvfølgelig selv, hvornår den pågældende føler sig klar til at slutte behandlingen.