Det skal bare være godt nok - om at være forældre

14/08/2015

I mit daglige virke hjælper jeg familier og børn, og jeg oplever mange forældre, der er bange for ikke at gøre det godt nok. De er bange for, at hvis de ikke gør børnenes opdragelse helt rigtig, så vil det have store konsekvenser for deres børn på lang sigt. I dag er stort set hvert eneste barn, der fødes i Danmark, et tilvalg. Et tilvalg, der for mange ofte kommer senere i voksenlivet end i tidligere generationer og efter mange års venten. Måske er det derfor, forældrene tit føler, at de har et ansvar for at være perfekte forældre. I deres iver efter at være perfekte forældre slår mange forældre i dag knude på sig selv. En knude, der er helt unødvendig. For det skal ikke være perfekt - det skal bare være godt nok. 

"Good enough mothering" er et begreb, jeg stødte på allerede i min studietid på universitetet. Det er et begreb, der kom frem allerede i 1940'erne. Det er formuleret af en af de første store forskere på det børnepsykologiske område, den engelske børnelæge Donald Winnicott. Allerede dengang fandt man ud af, at forældre ikke skulle være perfekt, de skulle bare være gode nok. Men på en eller anden måde er det begreb så gået tabt lidt undervejs. Nu går vi rundt og tror, at vi skal være perfekte.  

Men ingen forældre er perfekte, og børn er heldigvis robuste. Der er en brev margin for fejl. F.eks. har forskningen vist, at spædbørnsforældre aflæser deres spædbørn forkert 25% af tiden. Samme forskning har også vist, at det ikke betyder noget for børnenes udvikling. For de 75% er "godt nok". Man kan godt lave mange fejl som forældre, uden at det får betydende konsekvenser for børnene på den lidt længere bane. Fra naturens hånd er vi forældre indrettet sådan, at vi hen ad vejen får rettet de fleste af de fejl, vi laver overfor vores børn. Desuden er det ikke kun vores opdragelse af børnene, der bestemmer, hvordan børnene udvikler sig og bliver som voksne. Biologien, børnenes genetik spiller også en stor rolle. Et barns udvikling hen mod voksenlivet bestemmes af lige dele miljø og genetik og i høj grad af, hvordan disse to elementer spiller sammen. Har begge forældre almindelige robuste gener med sig, så er der - med de almindelige regler for genetisk arv - en god chance for, at deres barn også vil har gode robuste gener. 

Endelig skal vi som forældre også huske på, at der ingen udvikling er uden modstand. Modstand er simpelthen med til at udvikle vores børn og lære dem færdigheder, de skal bruge senere i livet. Hvis ikke et barn har lært at håndtere/overleve en urimelig lærer eller pædagog (eller forældre) i barndommen, hvordan skal de så kunne håndtere en urimelig chef senere i voksenlivet? Vi skal alle lære at håndtere vanskelige situationer - og vanskelige relationer. Vi skal alle lære, at de sociale relationer kan gøre ondt, rigtig ondt, men at vi kan overleve det og komme videre. Vi forældre ved det godt, men vi glemmer det ofte i vores store kærlighed til vores unger. I stedet for bliver vi så bekymrede for deres udvikling, at vi rydder modstanden af vejen. Det er vist det fænomen, nogen kalder curling.

Vi lærer at opdrage vores børn fra vores egne forældre og den måde, de opdrag os på. Det blev uddybet af en anden kendt engelsk forsker, John Bowlby. Han viste, at den måde, vi knytter os til vores børn og opdrager dem på, er en direkte afspejling af den måde, vi selv var tilknyttet til vores forældre, selv fik kærlighed og blev opdraget på. Vores egen opdragelse kommer altså fra naturens hånd til at ligge som en model på vores rygrad. Har man som forældre selv haft en rimelig opvækst - ikke perfekt, men rimelig - vil man efter al sandsynlighed selv blive en rimelig - ikke perfekt men rimelig - forældre. Det er vigtigt at huske på, når vi som forældre slår knude på os selv for at være perfekte. 

Da jeg selv fødte mit yngste barn på et hospital i England, fik hun som mange andre danske børn meget hurtigt en sut. Det faldt en engelsk sundhedsplejerske for brystet (i England bruger meget få børn sut), og hun kom med en sur kommentar: om jeg vidste, at det var skadeligt for mit barn. Havde jeg været en usikker førstegangsfødende mor (og ikke en indigneret børnepsykolog), så kunne jeg nemt have troet, at jeg nu var i gang med at skade mit barn med den sut. Så kunne jeg nemt være startet med at blive usikker på mig selv som mor. Men ærlig talt, jeg tror de fleste af os er enige om, at "sut eller ikke-sut" ikke er spørgsmålet. Det er totalt lige meget for barnets udvikling på sigt.

På universitetet havde jeg en skøn gammel professor i Udviklingspsykologi. Hun startede hver forelæsning med at løfte pegefingeren og højt sige ud over forsamlingen: "Husk nu, I kommende børnepsykologer, der er i denne verden ca. 4 milliarder forskellige måder at opdrage børn på. Det er meget meget få af dem, der er forkerte." Og hun har jo ret.