Om børn og grænser: Der må være en grænse

25/08/2015

Der tales og skrives efterhånden en del om, hvordan moderne forældre kan have svært ved at sætte grænser for deres børn. Erfarne skolelærere med mange år på bagen fortæller om hele klasser fyldt med småprinser og prinsesser, som alle er vant til, at netop deres behov kommer i forreste række. 

Som børnepsykolog møder jeg aldrig forældre, der ikke vil sætte grænser. Derimod møder jeg ofte forældre, som synes, det kan være svært at vide, hvor grænserne skal gå. De ønsker at give deres børn de bedste muligheder for at udvikle sig, og de kan være bange for, at de forkerte grænser kan forhindre deres børns udfoldelse. Men bliver man i tvivl om de grænser man sætter, kan det være svært at holde fast i dem, og man begynder at blive inkonsekvent. Men børn er robuste, og man må hellere sætte en forkert grænse end slet ingen grænser. Det er der mindst to gode grunde til:

Grænser giver tryghed for barnet. Når børn møder konsekvente, tydelige grænser, er de ikke i tvivl om, hvad de må og ikke må. De mærker, at der er voksne, der tager ansvaret og passer på dem. Det giver mulighed for, at børnene kan slappe af og bruge krudtet på alt det, børn skal: nemlig lege, lære og udvikle sig. Så kan de hvile trygt i familien i vished om, at mor og far tager ansvaret og har styr over det. Børn, der ikke møder de nødvendige grænser, kan blive meget kontrollerende over for deres omgivelser og vil bestemme. De børn er ikke ude af kontrol - de er under deres egen kontrol. Men nogen skal have kontrollen. Alt andet er for utrygt. Så hvis forældrene ikke tager ansvaret og kontrollen, så gør børnene. Men børn skal ikke overtage kontrollen, for det magter de slet ikke, og det er meget utrygt for dem. Først når forældrene tager ansvaret tilbage og begynder at bestemme over barnet - og hermed sætter grænser - kan barnet blive så trygt, at det kan lægge kontrollen fra sig.

Grænser sikrer en acceptabel opførsel, som gør, at andre kan holde ud at være sammen med barnet. Vi forældre vil altid synes, at vores børn er ret søde. Desværre har andre det ikke nødvendigvis på samme måde. Undersøgelser har vist, at de mest populære legekammerater ofte er de børn, der kan lytte til andre, sige pyt og bøje af og give plads til andres ønsker. Det vil ofte være dem, de andre helst vil lege med. Børn, der ikke har lært at lytte til andres ønsker og ind i mellem bøje af, vil oftere have sværere ved at få lov til at blive en del af gruppen. I denne verden er det bare så vigtigt at kunne tilpasse sig andre og indrette sig, så der både er plads til ens egne og de andres ønsker. Mennesket er et flokdyr. Børn som ikke er en del af flokken mistrives ofte. At kunne sige pyt og gå på kompromis er en uundværlig kompetence i denne verden, hvis man gerne vil være en del af flokken. Det er en kompetence, der bl.a. læres, fordi voksne har sat grænser for, hvad man må og kan. Voksne, der har lært barnet, at der også skal være plads til andre og andres ønsker og behov.  

Så forældre, fortsæt med at sætte de grænser. Pyt med at grænsen ikke bliver sat det helt rigtige sted hver gang. Den slags fin-tuning kan man altid tage hen ad vejen. Men fortsæt med at sætte grænser. Det er lige præcis det, jeres barn har brug for for at kunne færdes trygt i denne verden og være en del af flokken. Det kommer dem til gode fra dag ét. Et "ja" kan være udtryk for kærlighed, men det kan et "nej" så sandelig også.