Sammenbragte familier

05/11/2015

Der er nogle få men vigtige ting, man skal tænke på, når man som fraskilt finder en ny partner og laver en sammenbragt familie:

• For børnene vil "familien" altid være den oprindelig familie: far, mor og børn
• Børn skal have god tid - rigtig god - tid til vænne sig til en ny partner 
• Den sammenbragte familie bliver ALDRIG en ny kernefamilie. 
• Pap-forældre skal være meget varsomme med at opdrage på den andens barn

Når mor og far vælger at blive skilt splittes kernefamilien op. Forældrene går fra hinanden og begynder hver især at leve nye liv uafhængigt af hinanden. Mange finder nye partnere. Men sådan er det slet ikke for børn. For dem vil "familien" altid være mor, far og børn.

Mange forældre vil have et ønske om at finde en ny partner og skabe en ny familie, men det er slet ikke nemt. Forældrene opdager tit, at en ny partner, i børnenes øjne, ofte vil være en slags påhæng. Noget, der har mast sig ind i familien, og som kan være i vejen. Er man så heldig som forælder, at der er tale om en ny stor forelskelse, vil børnene måske føle, at den nye partner tager fokus fra dem. Det er en fornemmelse, der kan skabe stor fjendtlighed lige fra starten, og som der vil skulle arbejdes meget med. For langt de fleste børn vil en ny sammenbragt familie aldrig blive en erstatning for den oprindelig kernefamilie.

Samtidig vil børnene, medmindre de er helt små, stadig forvente at blive opdraget af deres mor og far og ikke af den nye pap-mor eller pap-far. I mit arbejde som børnepsykolog har jeg ofte mødt børn, der føler - og ikke mindst viser - en voldsom vrede overfor den nye partnere. Den vrede kan komme, både fordi den nye partner har stjålet fokus, men også fordi de måske har forsøgt at opdrage på barnet. Det vil børn sjældent finde sig i. Heller ikke selvom det, pap-forælderen har forlangt, faktisk er ganske rimeligt. Når jeg har spurgt børnene, hvorfor de bliver så vrede, er deres forklaring ganske enkelt, at "hun er ikke min mor." Børn vil gerne opdrages af deres forældre, men ikke af deres pap-forældre! I sammenbragte familier må hver forælder opdrage sit barn, mens pap-forælderen kun kan være en sød voksen eller en god voksen-ven. Det kan give den slags problemer, de fleste kender fra ferier med andre familier. Hver familie har sine regler og sine grænser, og de støder ofte sammen. Hvordan får man ensrettet det, så ingen føler sig trådt på? 

Hermed ikke være sagt, at sammenbragte familier ikke kan fungerer. Det kan de godt. Men jeg tror, mange vil være enige med mig i, at det er hårdt arbejde. Det kræver stor tålmodighed og realitetssans hos de voksne i forhold til de forventninger, de skal have. Det kræver, at de voksne forstår, at en sammenbragt familie er lige netop det: Sammenbragt af flere familier, som på en eller anden måde skal have hver sin plads i den nye konstellation. Der bliver aldrig tale om en ny kernefamilie. I sådan en sammenbragt familie vil man aldrig være fælles om det hele på samme måde, som man er i en kernefamilie. Man har ikke samme forældre, bedsteforældre, søskende, onkler eller tanter. Det er et virvar af relationer, der alle sammen skal have sin plads. Så der skal tænkes langsigtet og trædes forsigtigt. Vil man have, projektet skal lykkes, skal man give børnene god tid - rigtig god tid - til at vænne sig til forandringerne. De skal opleve, at det ikke er farligt, og at de ikke behøves føles sig truet.