30/08/2015
I løbet af de seneste år er bærbare pc'ere, smartphones og tablets på godt og ondt blevet en integreret del af det moderne liv. Alle vegne ser man både voksne og børn kigge på de transportable enheder i situationer, hvor man tidligere ville have kigget hinanden i øjnene, talt sammen eller leget sammen. Forskningen har vist, at de unge tilbringer markant mindre tid sammen fysisk, end de gjorde tidligere. De er tættere sammen socialt, end de har været tidligere, men det sociale samvær sker via en skærm over de sociale medier. De unge sidder i langt højere grad på hver deres værelse og kommunikere via en skærm. De sociale kompetencer bliver stadig trænet, blot på en anden måde, end da vi andre var unge. Men vi er ikke længere fysisk sammen på samme måde som før. Så hvad med den regulering og beroligelse af vores følelser og vores indre liv, der sker, når vi er fysisk sammen? Når vi kigger ind i andres rolige øjne og rører ved hinanden? Hvad sker der med den?
Det nye "sort" inden for psykologisk forskning er hormonet "oxytocin". Det er det hormon, der også kaldes "moderskabshormonet" eller "kærlighedshormonet". Oxytocin udløses f.eks, når vi føder børn, eller når vi bliver forelsket. Forelskelse er faktisk én stor oxytocin-rus, og oxytocin gør, at vi som mennesker binder os til hinanden. Det er samtidig et hormon med en meget beroligende effekt på vores angstcenter i hjernen.
Oxytocin udløses på flere forskellige måder. Når nogen f.eks. stryger de små fine hår, vi har mange steder på kroppen, så udløses oxytocin. Så den slags berøring virker beroligende. Det er en af grundene til, at berøring er så vigtig. Tænk bare på, hvordan vi søger ind i hinandens favn, når vi er bange eller kede af det. Det er simpelthen beroligende at blive rørt ved af andre. Det er vigtigt at huske på. Oxytocin udløses også af at modtage andre beroligende signaler fra omverden, f.eks. rolige blikke eller rolige stemmer. Tænk på hvad sker der inde i dig, når du kigger ind i et par rolige øjne? Hvad sker der i din krop, når du får lagt en beroligende hånd på skulderen? Du kan mærke roen brede sig indeni ikke sandt? Dit hjerte begynder at slå langsommere i en mere rolig rytme.
Gennem de senere år er man begyndt at blive mere opmærksom på, i hvor høj grad vi påvirker hinanden psykisk via vores fysiologi. Ud over oxytocin taler man om spejlneuroner. Spejlneuroner er de nerveceller i os, som gør, at vi inden i os selv kan mærke, hvordan det føles psykisk inde i andre mennesker. At vi kan aflæse andre mennesker. Når en person kigger vredt på mig, kan jeg uden problemer mærke den vrede, og det kan være med til at gøre mig f.eks. bange. Men vi påvirkes også på en anden måde. Prøv bare at lukke øjnene og mærk efter, hvordan din krop reagerer, når en person højt og vredt råber "NEJ". Du vil mærke, at det giver et ryk i hele kroppen. Vores krop bliver altså voldsomt påvirket af det, der foregår i andre. Fra forskningen ved vi, at når vi mennesker aflæser hinandens kropssprog, bruger vi selv meget små antydninger og ændringer i den andens ansigt, i øjnene eller i stemmen til at aflæse, hvad der foregår i den anden. Og det, der foregår i andre, påvirker i høj grad hvad der foregår i os. Vi bruger det til at tage beslutninger om, hvad vi skal gøre, og hvordan vi skal opføre os.
Så vores fysiologi påvirker hinanden på flere forskellige måder både gennem oxytocin og gennem vores spejlneuroner. De mange små signaler og den berøring, vi får fra andre, når vi er sammen, er med til at bestemme, hvordan vi selv har det. Er med til at regulere, om vi er rolige eller urolige; om vi føler os trygge eller bange.
Det er alt sammen mekanismer, vi som voksne faktisk sagtens kan genkende. Der er egentlig ikke noget nyt i det her. Vi mennesker er flokdyr, og det er klart, at vi, når vi er sammen, må påvirke hinanden - ikke bare fysisk, men også psykisk. Kig bare på en flok zebraer. Her bliver det helt tydeligt, at de ikke bare er en masse individer, men påvirker hinanden i sådan en grad, at de faktisk kan fungere som én samlet organisme, der trækker i samme retning, især når der er fare på færde. Vi mennesker er også flokdyr. Det at være sammen har en beroligende virkning på os.
Hvordan vil det komme til at påvirke os, at vi ikke længere i samme grad som tidligere er fysisk sammen? At de øjne, vi kigger ind i, nu findes på en skærm af halvdårlig kvalitet, mens vi overhoved ikke kan røre ved hinanden? For øjeblikket forskes der voldsomt på dette område, men der er endnu lang vej, før vi kan sige noget om, hvordan brugen af den nye teknologi kommer til at ændre os som mennesker.
Som forælder og som børnepsykolog bliver jeg dog allerede nu meget bekymret, og den bekymring deler jeg med mange andre, både fagfolk og forældre. Jeg bliver bekymret for, hvad der sker med vores børn, når de ikke i samme grad som tidligere får den beroligelse, der ligger i at være fysisk sammen med "flokken". Jeg tror, vi som forældre har en opgave i at sørge for, at vores børn ikke kun sidder foran den skærm hele dagen. At vores børn rent faktisk også er fysisk sammen med andre i samme rum. At de får kigget andre i øjnene, sådan rigtig i øjnene.
Jeg møder mange forældre, der rigtig gerne vil sætte begrænsninger for deres børns brug af skærme, men de ved ikke, hvordan de kan lave en begrænsning på en hensigtsmæssig måde, der ikke skader barnet unødvendigt. De er bange for, at deres børn bliver udelukket af fællesskaberne, hvis de begrænser brugen af skærme i hjemmet. Eller at barnet så bare går over til en kammerat, hvor der ikke er begrænsninger på skærmtid, og så spiller dagen væk dér.
Jeg synes, man som forældregruppe skal lave nogle fælles regler. Det har kunnet lade sig gøre på alkoholområdet; de fleste forældregrupper omkring en klasse aftaler i dag fælles regler for de unges alkoholindtage. Jeg synes, man skulle gøre det samme for omfanget af brugen af skærme. Jeg siger ikke, man skal forbyde skærme, men blot lave regler for, hvad der er et rimeligt tidsmæssigt forbrug af skærme. Sådanne regler vil være med til at skubbe børnene til i højere grad også at være fysisk sammen og ikke bare sidde foran en skærm i hver sit værelse. Det tror jeg ville være sundt for dem.
Lad mig høre din mening.